MOBBYLETTENS ERINDRINGER.

Fortalt til Christian Langborg-Hansen.

Jeg så dagens lys i 1960 i København hos firmaet Knud Madsen, Toldbodvej 7, og jeg er en Mobylette model A V 37 med dobbelt rørstel. Jeg har desværre ingen erindring om min tidlige barndom og ungdom.

Det, jeg kan huske, er, at jeg har stået i et sommerhus i Handbjerg Strand. Hvor længe kan jeg ikke huske, men en dag var der en fra Ikast, som hentede mig. Der var jeg kun en kort periode, så kom jeg til Tanderupkær. Der stod jeg sammen med mange forskellige ting og kedede mig. En dag kom Knud Grønne forbi. Han opdagede tilfældigvis, at jeg var en rulletrækker. Han havde en derhjemme dog med pladestel, så han syntes, jeg var interessant. Han tog mig med hjem til Bjerrevej, så havde jeg da én, jeg var lidt i familie med (det skete i februar 2006).

Jeg havde på fornemmelsen, at der var noget i gære med ham Knud, for han gik, og snakkede, om jeg ikke var en opgave for Else og Christian ude i Tjørring. Cirka en måned efter blev jeg flyttet derud. Sikket et syn der mødte mig: der stod flot restaurerede knallerter, NSU Quickly fra 1954, Berini M 13, Velo Solex 330/2200/3800/5000/6000”. Mon det skal være her, jeg får et nyt liv?, tænkte jeg.

Jeg turde ikke håbe, for mange, der kom i værkstedet, sagde: ”Den får du aldrig ud at køre”, og jeg forstod dem. Mine dæk var rådne, skærmene var fuldstændig gennemtærede, krom på fælge, styr og pedaler var skallet af i store flager, benzintanken var som en si i den nederste halvdel, så mit håb var ikke stort efter disse bemærkninger, den ene dag efter den anden.

Jeg havde da hørt at Christian henne fra værkstedsbordet, havde lovet Else en knallert, der kunne køre lidt stærkere end hendes Velo Solex 5000, så jeg håbede stadig. ”Ku’ det måske blive mig?”.

En dag skete der noget. Jeg kom frem i lyset, kom op at hænge i kæderne, og det var dejligt. Sikke et overblik. Det var herligt, og nu vidste jeg, at her ville jeg få et nyt liv og hjem.

Jeg blev stille og roligt skilt af, heldigvis uden at mine dårlige skærme brækkede. Alle dele blev skilt fra hinanden. Styret dog med lidt hjælp fra Knud, som kom med ilt og gas – svejseflamme gør godt. Nu lå jeg der skilt ad i atomer, så hvad nu? Else og Christian snakkede om, hvad der skulle skiftes eller bibeholdes. Christian ville have styr og skærme skiftet ud med noget nyt, der lignede. Det var håbløst at få det til at se bare nogenlunde ud, mente han. I styret var der dybe gravrust-huller, og skærmene var så dårlige, at de nogle steder kun blev holdt sammen af ledningen i vulstkanten, så jeg ventede spændt på deres dom. En dag skar Else igennem. ”Du kan godt se, Christian. De skærme med de runde vulstkanter og præget ” M” forneden skal beholdes, og styret har den helt rigtige facon, som jeg godt kan lide. Den skal bare være original”, hørte jeg hende sige. Christian måtte bøje sig. Så gik han i gang med næste proces. Mine skærme kom til Elses nevø i Ringkøbing, som med følsomme hænder langt om længe fik dem flækket sammen. Det tog et halvt år. Stel og motorskjolde blev sandblæst, og så var der min tank, der jo var som en si i bunden. Christian ville købe en anden, men han blev klogere. Jeg har en lille fransk finesse i bunden, som på grund af ælde sad fast (benzinhanen). Den er konstrueret sådan, at når rullen bliver trukket mod baghjulet bliver hanen automatisk åbnet og det modsatte sker når rullen bliver trukket tilbage. Sådan en Mobylette-tank var ikke let at finde. Resultatet blev at Christian langt om længe fandt en anden hane. Hele bunden af tanken blev spartlet op med tokomponent spartel, og det viste sig, at det kunne holde benzinen indenbords. Nu blev det endelig tid til at få lagt ny makeup.

Styr, fælge og pedaler blev sendt til afkromning, hvorefter Christian gik i gang med at slibe i timevis, dagevis, ja jeg tror det tog det meste af en uge. Jeg blev så glat og fin, især da der kom nyt krom på, men havde Christian tænk på, at sådan nogle hjul har specielle mål? De er jo franske – men det skulle vise sig, det havde han skam styr på.

Men, men, men, nu havde Christian brugt ufatteligt mange timer på det ydre af mig, mon han også huskede hjertet, for det skulle også være i orden. Else kunne jo ikke køre uden motor, og mon han kunne skrue i Mobylette-motor. Der stod jo mange Velo Solex’er og lidt andet i værkstedet. Velo Solex var jo også fransk vidste jeg, så jeg var fortrøstningsfuld. Min inderste kerne blev skilt ad. Lejer, pakdåser m. m. blev fundet hist og her, men da jeg blev samlet, syntes han ikke der var noget sug på pumpeværket (stempel). Han havde jo lovet Else et køretøj, der kunne følge med DE STORE DRENGE. Det undrede mig noget, at han læste så meget i et katalog fra T. Hansen, men det viste sig senere, at han havde fundet ud af, at et stempel til en Puch Monza Ø 39,00 x 55 mm. passede i boring og så videre. Det var jo lettere end at finde et godt brugt Mobylette-stempel i en kasse et eller andet sted som måske kunne være lidt ridset. Det var meget spændende at få nyt center i pumpeværket, og det virkede med den lille finesse, at stemplet var cirka 2 mm. højere i toppen, og det var jeg glad for, da han så ikke skulle plane topstykket. Nu kom jeg jo til at se original ud på ydersiden, og det var jo det, det hele drejede sig om. Og sikket et sug – uha, uha – bar’ dejlig.

Krom blev hentet og var bare så flot. Hjul blev egeret op, og nu lå motoren på bordet og ventede, til maleren havde samlet sig til at lave den specielle produktion; lægning af makeup.

I mellemtiden hørte jeg, at Else og Christian skulle på stumpemarked i Frankrig. Da de kom hjem, slæbte de ind i værkstedet. De havde fundet en hemmelighed. Jeg så også to langrillede dæk, godt nok 2 ” brede i stedet for 1¾ ” som jeg var vant til at køre med. Mon Else kunne styre det, når jeg blev samlet? Jeg var meget spændt.

Da steldelene kom hjem fra maler (nej, hvor var de flotte), startede næste proces. Samling af alt. De pyntede mig med stafferinger og emblemer. Ih, hvor blev jeg flot, og det skete i adstadigt tempo, del for del uden at jeg fik ridser i lakken – bar’ dejlig følelse.

Så kom dagen, hvor jeg skulle startes. Det gik også fint, men ham Christian kunne ikke få mig til at trække. Der er jo det ved en Mobylette-motor, at den er beregnet til at kunne køre i begge retninger, og han havde ikke tænkt på, at jeg skulle køre modsat, da jeg har rulletræk, men der faldt da et par tiører efter nogen tid – hihi – og hov, hvor det gik, nu skulle han holde ved ørene af mig, når der blev givet gas. Så var det Elses tur, jeg var jo hendes, men hun kunne ikke starte mig på grund af det store pres i pumpeværket. Så blev Christian udnævnt til selvstarter, og uh, hvor det gik op og ned af vejen. Else var jo lettere at trække, og hun kunne styre mine nye 2”-dæk. Elses bemærkning efter sin første tur var ”NU KAN JEG ENDELIG FØLGE MED DE STORE DRENGE”. Og det blev jeg glad for at høre – dejlig følelse. Nu havde jeg endelig fået et nyt hjem. Der har været lidt tænding- og kaburatorjusteringer, men det kender I vel alt til. I er nok mange, der har set mig til forskellige løb i sæsonen 2007, for jeg er rigtig blevet brugt. Først på sæsonen med Christian som selvstarter, men senere kunne Else selv, og det er en rigtig dejlig fornemmelse, når hun sidder på sadlen og vrider mig i ørene. Som nyrestaureret sjældenhed, skulle jeg selvfølgelig på forsiden af knallertjournalen, det var en rigtig dejlig følelse. Et skulderklap fra en rigtig knallertkender(Ove Dürr).
I sommerens løb har jeg hørt mange sige, at jeg er blevet flot, men kulminationen på det hele blev, da bestyrelsen fra Aktiv henvendte sig til Else og Christian for at få mig med på standen på stumpemarkedet. Det var en oplevelse, og der blev sagt meget næh, nåh, ih, altså, og så videre. Hvor er den flot, og sikke en forandring – de havde jo sat et før-billede på forhjulet af mig.

Det var historien om mit nye liv. Jeg er glad for at bo i Tjørring. Der bliver jeg brugt og passet på. Tak til Knud, fordi du tænkte på Else og Christian ved dit køb af mig.